- udgave/11 FEB 2025
Vedtægter for Mønsted-Sparkær Fællesvarme AMBA
1.2 Selskabets hjemsted er Viborg Kommune.
- 2 Formål og forsyningsområde
2.1 Selskabets hovedformål er at etablere og drive kollektiv fjernvarmeforsyning i Mønsted og Sparkær i overensstemmelse med lovgivningen. Der skal sikres en samfundsøkonomisk og miljøvenlig anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand.
2.2 Selskabets løbende indtægter kan kun anvendes til kollektive varmeforsyningsformål.
2.3 Selskabet kan samarbejde med andre forsyningsvirksomheder om varetagelse af tekniske og administrative opgaver.
2.4 Selskabets forsyningsområde fastsættes af selskabets bestyrelse under hensyntagen til den til enhver tid gældende lovgivning samt tekniske og økonomiske forhold.
- 3 Andelshavere/varmeaftagere
3.1 En fysisk eller juridisk person kan optages som andelshaver, hvis denne er:
- Ejer af en særskilt matrikuleret ejendom med selvstændig måler/målere ejet af selskabet.
- Ejer af en ejerlejlighed, når denne har selvstændig måler ejet af selskabet.
- Andelsbolighaver, når andelsboligen har selvstændig måler ejet af selskabet.
- Ejer af bygning på lejet grund med selvstændig måler/målere ejet af selskabet.
- En ejerlejlighedsforening/andelsboligforening eller et boligselskab, der som fælles facilitet har den selvstændige direkte tilslutning til selskabets ledningsnet med hovedmåler ejet af selskabet.
- Lejere af boliger, når boligen har selvstændig måler ejet af selskabet
3.2 Enhver, der opfylder de i 3.1 anførte betingelser, og hvis ejendom/andelsbolig ligger inden for forsyningsområdet, er berettiget til at blive optaget som andelshaver, hvis ejendommen forsynes med fjernvarme.
3.3 Levering kan endvidere ske til lejere, dvs. enhver, der via en andelshaver forsynes med varme. Dette kan f.eks. være det enkelte medlem af en andelsboligforening eller ejerlejlighedsforening, lejere i fjernvarmeforsynede ejendomme, forpagtere mfl. Levering kan desuden ske til ikke-andelshavere, dvs. ejere, der ikke ønsker – eller som på grund af egne forhold – ikke kan være andelshaver.
3.4 Levering til ikke-andelshavere og lejere sker på leveringsvilkår, der svarer til de vilkår, der gælder for andelshavere.
3.5 Andelshavere, ikke-andelshavere og lejere mfl. skal respektere selskabets gældende vedtægter samt de øvrige vilkår for levering af fjernvarme, der til enhver tid gælder for selskabet, herunder f.eks. tarifblade og de af selskabets bestyrelse udarbejdede almindelige leveringsbestemmelser samt eventuelle tekniske leveringsbestemmelser.
3.6 Når særlige forhold gør sig gældende, f.eks. med hensyn til bygningskarakter og varmebehov, kan bestyrelsen indgå særaftaler om tilslutning og varmelevering.
- 4 Andelskapital, andelshavernes hæftelse og økonomiske ansvar
4.1. I forhold til tredjemand hæfter den enkelte andelshaver for selskabets forpligtigelser alene med sin pålignede tilslutningsafgift. Herudover hæfter andelshaveren ikke personligt.
4.2 Selskabet kan undlade at opkræve den fulde tilslutningsafgift (stikledning og/eller unit) hos andelshaveren og i stedet opkræve afskrivning og servicering heraf hos andelshaveren som et tariftillæg eller leasingydelse.
- 5 Udtrædelsesvilkår
5.1 Andelshavere kan udtræde af selskabet med 18 måneders skriftligt varsel til et regnskabsårs udløb. Udtrædelse er dog til enhver tid begrænset af lovgivningen og offentlige myndigheders beslutninger.
5.2 På udtrædelsestidspunktet forpligter andelshaveren sig til at betale:
- Afgifter i henhold til årsopgørelsen.
- Eventuelt skyldige beløb.
- Et beløb til dækning af udgifter ved afbrydelse af stikledningen ved fordelingsledningen, nedtagning af måler og andet tilhørende selskabet.
- Selskabets omkostninger ved eventuel fjernelse af selskabets ledninger på den udtrædendes ejendom, i det omfang sådanne ledninger alene vedrører den udtrædendes varmeforsyning.
Hvis det ikke er muligt at overdrage den kapacitet, der er blevet ledig, til nye andelshavere, kan endvidere opkræves:
- Andel af anlæg og renoveringsudgifter, der er godkendt af generalforsamlingen. Beløbet beregnes som den udtrædendes andel af selskabets samlede anlægsudgifter på opsigelsestidspunktet med fradrag af de afskrivninger, der har været indregnet i priserne.
Den udtrædendes andel af selskabets anlægsudgifter, med fradrag af foretagne afskrivninger, beregnes på grundlag af den udtrædende andelshavers andel af selskabets samlede registrerede tilslutningsværdi (afgiftspligtige areal, rumfang, hedeflade etc.) i regnskabsåret inden opsigelsen.
5.3 En udtrædende andelshaver har ikke krav på nogen andel af selskabets formue.
5.4 Hvis leveringsforholdet ophører, har selskabet efter nærmere aftale ret til at lade ledningsnettet blive liggende med fortsat adgang til drift, eftersyn og reparation af dette. Hvis ledningsnettets forbliven medfører væsentlige og omfattende hindringer for rummenes eller grundens udnyttelse, og der derfor ikke kan opnås en aftale, kan ekspropriationsreglerne i varmeforsyningsloven anvendes.
- 6 Generalforsamling
6.1 Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.
6.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning.
6.3 Indkaldelse til generalforsamling skal foretages tidligst 4 uger og senest 2 uger før generalforsamlingen ved skriftlig indkaldelse og/eller ved annonce i mindst ét lokalt blad efter bestyrelsens skøn og med angivelse af dagsorden.
6.4 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår.
- Den reviderede årsrapport fremlægges til godkendelse.
- Budget opgjort efter varmeforsyningslovens prisbestemmelser for indeværende driftsår fremlægges til orientering.
- Fremlæggelse af investeringsplan for kommende år til orientering.
- Forslag fra bestyrelsen.
- Indkomne forslag fra andelshavere/lejere.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer.
- Valg af suppleanter til bestyrelsen.
- Valg af revisor.
- Eventuelt.
6.5 På generalforsamlinger har hver andelshaver eller dennes ægtefælle/samboer én stemme for hver ejendom, som opfylder betingelserne i §3. Ingen andelshaver kan dog afgive mere end 3 stemmer. For udlejningsejendomme, andelsboligforeninger, ejerlejlighedsforeninger og boligselskaber udøves stemmeretten af andelshaveren, som har mulighed for at delegere stemmeretten til varmeaftagerne. Såfremt andelshaveren vælger at delegere stemmeretten til varmeaftagerne, er disse berettiget til at afgive én stemme pr. registreret bolig/lejemål, såfremt selskabet senest 8 dage før generalforsamlingen modtager en opdateret navnefortegnelse fra andelshaveren over de registrerede boliger/lejemål.
6.6 Stemmeret kan udøves ved skriftlig og dateret fuldmagt. Ingen fuldmagtshaver kan repræsentere mere end to fuldmagtsgivere.
6.7 Det er en forudsætning for stemmeudøvelse, at andelshaveren/lejeren 8 dage før generalforsamlingen ikke er i restance med noget beløb, som selskabet med rette har overgivet til inkasso, og der ikke er begrundet tvivl om fjernvarmeselskabets krav på betaling.
6.8 Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed uden hensyn til de fremmødtes antal.
6.9 Vedtægtsændringer kan kun besluttes af andelshavere.Ved vedtægtsændringer kræves, at mindst halvdelen af selskabets andelshavere er repræsenteret på generalforsamlingen. Desuden skal beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer fra de andelshavere, der er repræsenteret på generalforsamlingen. Er mindre end halvdelen af andelshaverne repræsenteret på generalforsamlingen, og er forslaget vedtaget af 2/3 af de repræsenterede andelshavere, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ny generalforsamling. Denne generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter datoen for første generalforsamling, og forslag om vedtægtsændringer kan da vedtages alene med simpel stemmeflerhed af de fremmødte andelshavere uden hensyntagen til det repræsenterede antal andelshavere.
6.10 Vedtægtsændringer skal, så længe kommunen har stillet garanti for selskabets gæld, godkendes af kommunalbestyrelsen.
6.11 Selskabets bestyrelse er bemyndiget til at foretage sådanne ændringer i selskabets vedtægter, som er nødvendige på grund af offentlige myndigheders krav, uden at reglerne for vedtægtsændringer skal følges. Bestyrelsen skal på førstkommende generalforsamling redegøre for sådanne ændringer.
6.12 Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 12 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen er forpligtet til at undersøge, om fremkomne forslag er i overensstemmelse med gældende lovgivning.
6.13 Den reviderede årsrapport samt eventuelle forslag skal være offentlig tilgængelig senest 8 dage før den ordinære generalforsamling.
6.14 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af andelshaverne skriftligt fremsætter ønske om det, ledsaget af de forslag, der ønskes behandlet. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter modtagelsen af skriftligt ønske om afholdelsen.
6.15 Alle beslutninger skal indføres i selskabets forhandlingsprotokol. Forhandlingsprotokollen skal altid underskrives af dirigenten.
7.1 Selskabets bestyrelse består af 7 medlemmer, hvoraf mindst 6 medlemmer skal være andelshavere. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen og kan genvælges. I ulige år afgår 3 bestyrelsesmedlemmer. I lige år afgår 4 bestyrelsesmedlemmer. Kommunalbestyrelsen kan udpege ét yderligere bestyrelsesmedlem, såfremt kommunen har ydet kommunegaranti for selskabets lån.
7.2 På den ordinære generalforsamling vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Suppleanterne indtræder i den rækkefølge, i hvilken de er valgt.
7.3 Enhver andelshaver/varmeaftager, som har stemmeret, og enhver person, som er tilknyttet selskaber, institutioner eller lignende, som er andelshavere/lejere og har stemmeret, er valgbar som generalforsamlingsvalgt bestyrelsesmedlem og suppleant. Bestyrelsen afgør endeligt eventuelle tvivlsspørgsmål om valgbarhed.
- 8 Selskabets ledelse
8.1 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af selskabet og alle dets anliggender. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer senest 7 dage efter generalforsamlingen.
8.2 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af samtlige medlemmer er repræsenteret. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Står stemmerne lige, er formandens stemme udslagsgivende.
8.3 Referat fra bestyrelsesmøder indføres i selskabets protokol, der føres som en beslutningsprotokol.
8.4 Bestyrelsen antager og afskediger en eventuel daglig leder og træffer aftaler om ansættelsesforhold mv.
I henhold til §2.3 kan bestyrelsen vælge at indgå aftale med et andet fjernvarmeselskab eller en anden egnet virksomhed om at forestå selskabets administration og/eller tekniske drift.
Bestyrelsen kan endvidere vælge at indgå aftale med en rådgivningsvirksomhed, når det skønnes relevant i forhold til selskabets videre udvikling.
8.5 Selskabets bestyrelse fastlægger tarifferne under hensyntagen til Energitilsynets anbefalinger om kostægte tariffastsættelse.
8.6 Bestyrelsen har bemyndigelse til, i selskabets navn, at optage lån, købe, sælge og pantsætte fast ejendom samt foretage enhver anden forretning og disposition vedrørende selskabet.
8.7 Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg blandt bestyrelsen, som fungerer i henhold til en forretningsorden. Bestyrelsen kan hermed delegere nogle af sine beføjelser til forretningsudvalget.
8.8 Selskabet tegnes af tre bestyrelsesmedlemmer, hvoraf det ene skal være formanden. I formandens eventuelle fravær tager næstformanden over.
8.9 Bestyrelsen kan meddele prokura, enkel eller kollektiv.
- 9 Regnskab og revision
9.1 Selskabets regnskabsår er fra den 1. januar til den 31. december. Årsrapporten udføres efter lovgivningens bestemmelser og god regnskabsskik.
9.2 Årsrapporten revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, som generalforsamlingen har valgt.
- 10 Selskabets opløsning
10.1 Beslutning om selskabets opløsning kan kun vedtages af generalforsamlingen efter reglerne om vedtægtsændringer og i øvrigt i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning.
10.2 Besluttes det at opløse selskabet, skal der på den generalforsamling, hvor beslutningen tages, vælges en eller flere likvidatorer til at forestå opløsningen.
10.3 Eventuelle overskud ved opløsningen skal fordeles mellem andelshaverne i forhold til andelshavernes andele af selskabets forbrugsafhængige omkostninger i det sidste regnskabsår. Ingen andelshaver kan få udbetalt et større beløb end den pågældendes andelskapital. Eventuelt overskud herudover skal anvendes til kollektive varmeforsyningsformål.
- 11 Overgangsbestemmelser
11.1 På det stiftende møde vælges der en oprettelsesbestyrelse på 7 medlemmer. Det tilstræbes, at der er 3-4 medlemmer fra hver af byerne Mønsted og Sparkær.
11.2 Oprettelsesbestyrelsen varetager opgaverne som det fremgår af §7 med tilhørende beføjelser og ansvar.
11.3 Oprettelsesbestyrelsen efterlever nærværende vedtægter.
11.4 Første ordinære generalforsamling indkaldes, når der er opnået den fornødne tilslutning til fjernvarmeforsyning i Mønsted og Sparkær, I mellemtiden søges der inddragelse og medindflydelse af de kommende andelshavere og varmeaftagere gennem offentlige borgermøder og direkte dialog.